Podcastmediet rummer nogle unikke muligheder og kvaliteter. Derfor kan vi godt forstå, hvis du overvejer om din organisation eller virksomhed skal igang med jeres egen podcastserie. Følgende blogindlæg hjælper dig med at komme igang. Selvom det er nemt at købe udstyr og redigerings-software vil vi ikke råde dig til at kaste dig ud i podcastproduktion, uden en række indledende overvejelser. Grundigt forarbejde betaler sig, for kvalitet fornægter sig ikke og målgruppens opmærksomhed og tålmodighed kan være kortvarig. Lytteren har aktivt valgt at lytte til din podcast, og derfor skylder du dem en god oplevelse. Er arbejdet ikke gjort ordenligt, kan det, som med andre kommunikationsindsatser, have indflydelse på virksomhedens brand. Men er podcasten gennemtænkt og godt produceret, så kan den vise sig at være en særdeles værdifuld bidrag til din kommunikation eller branding. Her er 6 spørgsmål, I med fordel kan besvare, inden I laver podcast. Rækkefølgen er vejledende, og der er ikke een rigtig måde at gøre det på. Men brug listen som en rettesnor for jeres overvejelser om podcast.
Formål
Først og fremmest skal I overveje, hvad jeres formål med podcasten er. Vil I…
- Skabe kendskab til en virksomhed, et emne, en dagsorden eller et produkt?
- Opbygge relationer til medarbejdere, kunder eller samarbejdspartnere?
- Sælge noget?
- Brande jer selv på en bestemt måde?
Det er vigtigt at overveje, om podcast er det rigtige medie til jeres formål. Det betaler sig sjældent at lave podcast bare fordi de andre gør det. Så brug tid på at blive helt afklarede omkring formålet med netop jeres podcast.
Målgruppe
Når I har fundet ud af, hvad jeres formål er og har besluttet jer for, at podcastmediet er det passende medie, anbefaler vi at I bruger tid på at definere og forstå jeres målgruppe. Er målgruppen:
- Medarbejdere eller andre medlemmer af organisationen?
- Eksterne i form af kunder eller potentielle kunder?
- Er de unge, gamle eller en blandet skare?
- Hvad er deres medievaner?
- Hvilket problem eller behov i deres tilværelse, er podcasten en svar på?
- Lytter målgruppen flittigt til podcast, og hvilke genrer foretrækker de?
Hvem målgruppen er, skal have indflydelse på, hvilket format I vælger til podcasten. Derudover skal det også have indflydelse på, hvor og hvordan I vælger at promovere podcasten.
Genre
Når I har styr på formålet og målgruppen, skal I beslutte jer for, hvilken genre og format, der passer bedst til jeres budskab. Det er en god idé at lytte til andre virksomheders podcast og undersøge, hvad der fungerer. Overordnet set kan branding- eller markedsførigspodcasts inddeles i to kategorier. Uddannelsespodcasts og Oplevelsespodcasts Uddannelse er en kategori, der søger at gøre lytteren klogere, typisk på et område, som virksomheden beskæftiger sig med eller på anden måde har viden om. Som eksempler findes der flere virksomhedspodcasts om marketing, iværksætteri, sundhed og medicin i forskellige formater. Oplevelse repræsenterer det, der ikke har til formål at formidle viden men gennem inspiration og underholdning udvider vores forståelse af et emne eller område. Det tjener ikke et formål om at sælge produkter eller formidle viden men har et dybereliggende formål, som bl.a. kan være at bidrage til at styrke relationer eller fællesskabsfølelse.
Ressourcer
Podcast kræver planlægning, hvis det skal blive godt. Alt afhængig af formålet og formatet kan det kræve mange ressourcer, især i virksomhedsregi. Udstyr, mandskab, tid og promovering kan koste en del penge. Har I disse ressourcer og kompetencer internt, eller skal I hyre professionel hjælp? Nogle gange er ressourcer det første, man skal overveje, fordi prisen for at få lavet en ordentlig podcast kan løbe op. Vi vil dog slå et slag for, at de fleste virksomheder er godt tjent med at investere i ordentlig kvalitet.
Tilrettelæggelse
En god podcast kræver ordentlig tilrettelæggelse. Der skal være en plan for, hvordan man griber det redaktionelle indhold an, både de enkelte afsnit og hele serien (hvis der er flere afsnit eller sæsoner), så der er sammenhæng og en rød tråd. Man er derfor godt tjent med først og fremmest at overveje, hvordan de enkelte afsnit skal struktureres:
- Hvem skal være med?
- Hvor lange skal afsnittene være?
- Hvad skal indholdet være?
- Hvor skal det optages?
Planlægger du flere afsnit, skal du fra starten overveje seriens sammenhæng: Hvor mange afsnit skal der være? Hvilke emner skal behandles? Hvem skal være med? Skal der være flere sæsoner, og hvordan skal afsnit og sæsoner differentieres? Hvis man bare kaster sig ud i at publicere uden at have tænkt en overordnet strategi, kan det bide sig selv halen senere hen, når strukturen mangler, og det hele blevet en rodet omgang. Sørg for at få styr på en eventuel struktur fra starten.
Promovering
Podcast er ikke bare lyd. Det er en pakke. Den skal promoveres online, og det kræver branding og kommunikation af podcasten. Logo, fotos, video, audiogram, tekst og SEO. Det kan kræve både video-, foto- og skrivekompetencer at få en podcast ud til målgruppen. Desuden skal podcasten og promoveringen af den også passes ind i virksomhedens kommunikationsindsats og kunderejse.